Egne varer i Ganefryd
Ganefryds egne varer - som vi selv fremstiller
I Ganefryd finder du en hel række varer, som vi selv fremstiller og som således er unikke for Ganefryd. Desuden har hver især sin egen historie. De er fremstillet af butikkens egne råvarer.
Desværre er tiden ofte ikke til det, så det er faktisk meget sjældent, du møder noget af nedenstående. Intentionerne er der, men ikke tiden. Så nedenstående er nok nærmere et museum end nutid.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I de sidste år er det salget af glutenfri brød og kager som har været den største succes for os:
Vi bager hver dag 3 forskellige glutenfri boller:
Én naturel-, én med frugt- og kanel og én med spinat-bolle.
Og hver dag bager vi glutenfri- og sukker-fri kager.
Og mindst hver anden dag glutenfrit mørkt rugbrødsagtig brød.
Så er du til glutenfrit brød - og kun vil have noget af det allerbedste - så prøv vores udvalg.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Udover det glutenfri brød og kage har vi i 2011 startet med dadel-konfekt, som har været en fantastisk succes,
ikke alene i Ganefryd, men også i en række butikker, som vi nu leverer til.
Og dadelkonfekten er også, udover sukkerfri, også glutenfri.
Succe´en for dadelkonfekten har været så stor, at det ligefrem har trukket salget op for hele butikken - faktisk har 4 % af hele vores salg været af denne konfekt.
Dadelkonfekten fåes i mange varianter:
Bla. ChiliFryd, ChoceFryd, IngefærFryd, LakridsFryd, BrownieFryd, MoccaFryd og MynteFryd.
Og succe´ens ophavs-kvinde er.............: Lone Bang.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
* * * Rugbrød/surdej * * *
Vi bager nu vores eget øko. rugbrød, 2 gange om ugen, 29,50 kr. pr. stk. Flere, (én kunde sagde, at var der noget han har forstand på, så er det er rugbrød) siger, at det er byens bedste, men - kan det være rigtigt ? Du kan købe en bakke af denne surdej, 25,50 kr.
* * * Kanel-snegle og * * *
kanelbrød
Bagt på spelt.
* * * Tomat-pesto * * *
Tomat-pesto, fremstillet af tørrede tomater, olivenolie, hvidløg og andet godt. Sælges i bægre med 150 gr. Smager fantastisk godt, som smørrepålæg, salat-dressing, røre ud i sammenkogte retter, suppe m.m. Er startet på at lave det i 2004.
* * * Orange-fryd * * *
Da Ganefryd startede i 1983, var økologi kun for et fåtal, så ofte var der meget stille i butikken. For at udnytte tiden begyndte vi at fremstille sund slik af tørrede frugter: Orangefryd. Senere overtrak vi dem med chokolade, først med en te-ske, senere fik vi en chokoladeovertræksmaskine, hvor kuglerne, der nu var blevet til toppe ( Ganefryd-toppe: Snetoppe, Mandeltoppe og Orangetoppe ) rullede hen af båndet. Vi leverede til helsekostforretninger og festivaller over hele landet, og da vi producerede flest, var vi oppe på over 2000 om ugen. Men så begyndte vi at have problemer med harske havregryn, og da vi samtidig skulle klare butikken, droppede vi til sidst toppene.
På det seneste er vi dog begyndt at lave en portion hver uge, nu med kokos udenpå i stedet for chokolade. Hvert år laver vi også Orangefryd til Vikingetræffet ved Moesgård.
* * * Ganefryd-te * * *
Butikken Ganefryd er opkaldt efter denne te, som jeg første gang blandede for over 25 årsiden, og den er stadig én af vores mest solgte téer. Den er ikke blandet efter andet formål end at skulle smage godt. Den består af rosenblomster, anisfrø, skåret lakridsrod, brombærblade, lindeblade og jernurt. Jernurt virker sammentrækkende på livmoderen, og Ganefryd te skal, ligesom andre téer med jernurt, drikkes med måde af gravide. Sælges i 100 gr. og 400 gr.
* * * Morgen-te * * *
I 1992 havde vi en konkurrence blandt kunderne om, hvem der havde den bedste ide til Ganefryd. Henrik, der vandt konkurrencen, kom med opskriften på Morgen-te af anis, fennikel, lakridsrod samt skåret kanel. Tidligere stod vi og knækkede den hele kanel til téen, men så begyndte Urtekram at forhandle skåret kanel. Jeg ved ikke, hvem der ellers køber den skårne kanel, men vi er i hvert fald lykkelige for, at vi kan få den. I dag er Morgen-te den af vores egne blandede téer, vi sælger mest af.
Så det var en rigtig god ting, Henrik foreslog dengang. Morgen-te sælges i 100 gr og 400 gr.
* * * Oste-boller * * *
Alle vores brød, kager og boller har naturligvis deres egen historie. For mange år siden, før der var noget der hed DVD og Kartoffelkur, rejste Laus med sin kone til en anden stor by, der hedder København. Her var de en aften ude at spise på Kranks, dengang en berømt vegetar-restaurant. Her fik de suppe med nogle små, ret faste kan vi vist godt sige uden at fornærme nogen, boller med ost på. Da Laus kom hjem, begyndte de at eksperimentere med mel, ost og grøntsager, og da de syntes bollerne var, som de skulle være, begyndte de at sælge dem som Osteboller. De ændrede lidt på opskriften gennem årene, og som de er i dag, er de med revne gulerødder og rødbeder i dejen, og med en skive økologisk cheddar ovenpå. Ganefryd har solgt dem i ca. 16 år, så de har nok bagt omkring 210.000 stk. i alt.
* * * Frugt-boller * * *
Frugtbollerne er med friske æblestykker, tørrede dadler og abrikoser, hasselnødder og rosiner. De er uden mælkeprodukter. Ideen til frugtbollerne fik vi fra en nu nedlagt helsekostforrretning nær rutebilstationen i Århus (navnet på forretningen har jeg glemt). De bagte nogle store boller med æblestykker i.
* * * Chokolade-boller * * *
Advarsel ! Følgende er kun for personer med den største selvkontrol: Hver onsdag og fredag tilsætter vi en del af vores frugtbolle-dej hakket økologisk mørk chokolade og bager af dette ca. 20 store chokolade-boller. Vi bager dem kun disse 2 dage, for ikke at friste sarte sjæle alt for voldsomt. Kunder, der forlader Ganefryd onsdag og fredag uden en chokolade-bolle, er personer med stor viljestyrke - eller også har der bare været udsolgt.
* * * Spelt-brød og boller * * *
Alle hverdage bager vi brød udelukkende bagt på økologisk spelt- og sigtet speltmel fra Bageriet Aurion. Brødene er langtids-hævede. Dejen bliver rørt sammen om morgenen, står og hæver natten over og formet næste dag, og derpå bagt. Vi bruger en anelse gær til at starte dejen, vi har forsøgt med surdej, men syntes brødet blev for surt. Hvis nogen har en ide til at undgå gær, vil vi gerne høre om det. Som et forsøg er nogle af speltbollerne nu tilsat tørret frugt ( abrikoser, rosiner og dadler ).
* * * Ris-bøf, i dag kaldet Kikærtebøf (og anden opskrift end nedenstående * * *
I mange år solgte vi noget så fint som Ris-vegetter. Kunderne var ligeglade med navnet og kaldte dem risbøf. Efter et par års kamp overgav vi os og navnet er nu: Risbøf.Opskriften er ingen hemmelighed; der bliver ca. 20 risbøf ud af denne opskrift. Hvis det er for mange, kan de fryses ned, ellers halvér opskriften:
* 1 liter ris og 4 store gulerødder koges.
* Gulerødderne, 3 til 4 løg og 30 gr. hvidløg blendes og blandes med risene.
* Derpå tilsættes: 3 deciliter rismel, 3 deciliter hakkede nødder, 2 tsk. urte-salt, 1 tsk. peber, 4 spsk.
timian, 4 spsk. herbes de provence, 7 spsk. tamari.
* Æltes og formes med fugtige hænder til risbøf á 150 gr.
* Bages ved 180 gr. i ovn i 40 til 45 minnutter.
* * * Humus * * *
3 gange om ugen laver vi vores egen humus, 200 gr. 19,75 kr. Den er fremstillet af iblødsatte, kogte kikærter, tahin, tamari, solsikkeolie, hvidløg, citronsaft og cayennepeber. Fra oktober 2004 er vi begyndt også at lave en Red Hot Chilli-humus og en Urte-humus.
* * * Olivensmør/Tapenada * * *
2 gange om ugen laver vi olivensmør, også kaldet Tapenada. Den er af grønne og sorte oliven.
* * * Kager * * *
Gulerodskage.
Kanelsnegle. De er ikke på spelt, da speltdej er for flydende til at forme sneglene, men de smager bare godt
Brownie
Krydderkage
Æblekage, vi kan næsten ikke nænne at sælge den
Tinas Chokoladekage, (Tina er for tiden udlånt til Grønlands Hjemmestyre).
Opskrifterne er kommet til i årenes løb, ognye kommer til.
Af andre ting, som vi laver en gang imellem, kan nævnes:
Base-te
MÃ¥nekager
Havregrynskugler, omkring jul